Kirkens historie

ØRUM KIRKE

Kirken er bygget af granit og går tilbage til den romanske periode i 1100-tallet. Det er dog kun skibet, der er romansk. Koret blev ombygget i den gotiske periode.

Altertavlen er en fløjaltertavle fra 1592, og maleriet er fra 1835. Det er udført af den berømte guldaldermaler Constantin Hansen, der ud over en række prægtige portrætter og naturmalerier er kendt for sit storværk »Den grundlovgivende rigsforsamling«. Maleriet viser kvinderne ved graven og blev restaureret i 1962.

Også prædikestolen er fra Renæssancen.

Døbefonten er af granit og udstyret med tovsnoning, hvilket viser, at den er inspireret af Djurslands store stenaldermester Horder. Dåbsfadet, der er fra 1575 stammer fra Sydtyskland og viser Maries bebudelse.

Der er flere epitafier, hvoraf det mest interessante er præsten Laurids Rasmussen Ledemark, der under svenskekrigen i 1659 reddede sognet fra at blive ødelagt af de polske tropper, der godt nok var kommet til Jylland for at bekæmpe svenskerne, men blev en forfærdelig plage, fordi de plyndrede og hærgede i de i forvejen hårdt ramte områder.

Præsten sørgede imidlertid for at indkvartere de polske officerer, og han behandlede dem så godt, at de sørgede for, at deres soldater behandlede befolkningen skikkeligt.

I mange år var der i øvrigt polske indskrifter på mange af kirkestolene.

Der blev i begyndelsen af 1900-tallet fundet spor af kalkmalerier fra 1500-tallet, men på grund af deres ringe tilstand blev de igen overkalkede.

I kirkegårdsdiget har man endnu bevaret en sengotisk portal med køreport og låge. Glamhullerne i tårnet, der blev opført i årene 1510-20 har dobbelte rundbuer i lighed med tårnet til Århus Domkirke.

ØRUM KIRKEKLOKKE

Lidt om Ørum kirkeklokke og Christian 4. som kanonstøber

Ja, og hvad har Ørum kirkeklokke at gøre med Christian 4. og tilmed Christian den 4. som kanonstøber, kan vi spørge?

Vi kan så starte med indskrifterne på vores kirkeklokke i Ørum. Indskrifterne er på latin og de fortæller os i ”jeg” form, som klokker plejer at gøre det. Det er altså klokken, der taler til os i indskrifterne.

Øverst fortæller en indskrift om klokkens funktion: Klokken kalder: ”Kom, alt er rede” efterfulgt af årstallet 1616. I snart 400 år har klokken kaldet sognets beboere til gudstjeneste, ringet ved højtider og mærkedage, ringet morgen og aften.

Lige nedenunder fortæller indskriften os bl.a.: ”Hans Kemmer gjorde mig”.

Hvem er denne Hans Kemmer, og hvor virkede han? Ja, det får vi netop svaret på i bogen: ”Christian 4. som kanonstøber. Kongens værksteder ved Kronborg – Gethuset, Hammermøllen og Kobbermøllen”. Bogen er skrevet af Lone Hvass og Torben Bill-Jessen og udgivet Helsingør Kommunes Museer.

I 1570erne skete der store forandringer i Nordsjælland. Kong Frederik 2. så de muligheder, der var i området ved Helsingør og Hellebæk. Her fandtes mange søer, store skove, her var Sjællands største fald på vandet på sin vej mod kysten. Stedet var centralt beliggende, næsten midt i riget, tæt ved hovedstaden, og Kronborg garanterede sikkerheden. I årtierne før 1600 blev der foretaget skovpleje og reguleret vandløb og Kongens Mølle blev anlagt ved Hellebæk med henblik på at forsyne de ansatte ved kongens slotte med brød.

 Christian 4. kunne også se de store muligheder, Nordsjælland bød på. Han udbyggede vandingssystemet, planlagde og fuldførte et industriforetagende, der ikke skulle se sin lige, før industrialiseringen for alvor satte ind næsten 300 år senere.

Christian 4. lod anlægge en hammermølle i Hellebæk ved Frederik 2.’s kornmølle, 3 km nord for Kronborg. Her var de optimale muligheder for vandkraft, omgivende søer og ikke mindst tilgængeligheden for skibenes ladning med last og losning.

Ved Hammermøllen lod kongen også anlægge en kobbermølle, ligesom han inde i Kongensgade i Helsingør lod opføre et kanonstøberi, eller som det hed dengang, et gethus.

Danskernes dominerende stilling i Norden var truet af svenskerne. Og ved begyndelsen af 1600-tallet var en af Danmarks største oprustninger i gang. Støbemesteren – eller som han hed på den tids sprogbrug – rotgieteren i Helsingør var sammen med sin kollega på kanonstøberiet i København i færd med at moderniserer det danske artilleri i en hidtil uset grad.

Kanonstøberiet i Helsingør var en industrielvirksomhed, der ikke havde sin lige i det øvrige land bortset fra hovedstaden. Her var kæmpestore osende skorstene og ovne, hvor man støbte de tons tunge kanoner. Æsler og heste der slæbte kanonerne op ad bakken og ad Gl. Hellebækvej til Hammermøllen, hvor de blev udboret og færdiggjort.

Og som en biproduktion støbtes der tillige kirkeklokker på støberiet. Også klokkerne blev fragtet til Hammermøllen i Hellebæk, hvor klokkerne blev stemt ved at man fjernede materiale på indersiden af klokken. Det var vigtigt, at klangen ikke var falsk

Fra 1616 til 1636 var Hans Kemmer ansat som virksomhedens anden rotgieter.  Motiverne på hans epitafium i Sct. Mariæ Kirke i Helsingør viser entydigt, hvad Kemmer arbejdede med, nemlig kanoner og kirkeklokker. Og den ældste klokke, vi kender fra Kemmers hånd, er lige netop klokken i Ørum Kirke på Djursland, støbt i 1616, altså samme år som Kemmer blev ansat.  

Dette og meget, meget mere, kan læses i bogen om Christian 4.’s kanonstøberi ved Kronborg. På 461 sider fortælles spændende danmarkshistorie – og set her fra Djursland altså også lidt lokalhistorie. En flot bog med mange smukke illustrationer.  

                                            Jens Korsager