Kirkens historie

LYNGBY KIRKE                                                                  

Undersøgelse af tømmermærker i Lyngby kirke

Den 8. april fik flere kirker her på Djursland – herunder Lyngby kirke - besøg af Inger Laigaard, som er specialestuderende i middelalder- og renæssancearkæologi, Aarhus Universitet.
Inger Laigaard er ved at skrive speciale om tømmermærker. Mærkerne finder hun på det tømmer, som er blevet anvendt i kirkerne. I Lyngby kirke har Inger Laigaard derfor været oppe ad stigen i våbenhuset for at studere bjælkerne over kirkens hvælvinger nærmere. Her genfandt hun de mærker, som tømrerne i sin tid havde lavet for at vise, hvordan træet skulle sættes rigtigt sammen, så konstruktionen holdt.

Grunden til at bl.a. Lyngby kirke er interessant for Inger Laigaard hænger sammen med, at daværende Lektor Jens Vellev fra Aarhus Universitet i 1980 tog prøver fra træet i nogle af de ældste kirker her på egnen i et forsøg på mere nøjagtigt at fastslå kirkernes alder. 
De kirker, Vellev tog prøver fra, var Vejlby, Gjerrild, Karlby, Voldby, Nødager og Lyngby kirker. Og da Inger Laigaard kun kan bruge tømmermærker fra dateret træ i sit speciale, så var det oplagt at benytte sig af den datering, som Vellev allerede havde udført på træværket i nogle af vores smukke, gamle kirker her på Djursland.

Når Inger Laigaard er færdig med sit speciale senere i år, så overvejer hun at lave en lille bog eller et hæfte om vores kirker set med en middelalder- og renæssancearkæologs øjne. Det glæder vi os til at høre mere om, og håber at det kan lade sig gøre.

 

Lyngby Kirke er den største af Grenaa-egnens kridtstenskirker. I dag fremtræder kirken som en gotisk Lyngby Kirke er den største af Grenaa-egnens kridtstenskirker. I dag fremtræder kirken som en gotisk langhuskirke. Såvel tårn som våbenhus har kamtakkede gavle, og koret er af samme højde og bredde som skibet. Men bl.a. den rundbuede søjlefrise, som vi genfinder på kirkens sidemure, og et lille afblændet romansk vindue vidner om, at de oprindelige dele af kirken er langt ældre.
De skriver sig helt tilbage til omkring år 1200.

Sagnet om Lyngby Kirke beretter, at det var en adelsfrøken, som lod kirken opføre. Hun havde imidlertid en søster, som i jalousi over denne ærefulde opgave svor, at hun ville omgive kirken med en mur, som skulle blive dyrere end selve kirken. Som sagt, så gjort: Hun byggede en mur omkring kirkegården af så vældige dimensioner, at den blev netop 2 skilling dyrere end kirken.

Sandhed eller ej, så ligger kirken der, og stadig er der mod syd og vest bevaret det gamle kirkedige. Skulle man betvivle, at det har været dyrere end kirken, må man betænke, dels at denne oprindelig var mindre, uden tårn, våbenhus og sakristi, den var lavere end nu, ligesom koret har været lavere og smallere end skibet - dels har kirkegårdsmuren indtil 1854 været dobbelt så høj som nu, sine steder 3,8 m høj og 1,7 m bred. Endnu i 1862 ved man at fortælle, at de to søstre skulle være begravet uden for våbenhuset.

 

      


 

Kirkens indre

Våbenhusets dimensioner antyder, at det har haft en særlig funktion. Næppe som våbenhus, da det er opført ved kvindeindgangen, men formentlig som Lyngbys første skole. Det kunne også forklare, hvorfor rummet er udstyret med en åben pejs og en muret bænk langs væggene. I våbenhuset står en ligsten af granit, som er groft udhugget med en ridder på et kors som hovedmotiv. Nederst en drage, hvis hoved er gennemstunget af en lanse. Både denne sten og den udenfor våbenhuset opstillede, med et kors på et trapp eformet Golgatha, stammer fra 1100-tallet.I våbenhusets yder- og indermure findes rester af en tidligere indgangsportal.

Straks, man træder ind i selve kirken, får man tydeligt indtryk af et stort, lyst, venligt og meget smukt rum. Dette understreges af de store hvidkalkede væg- og hvælvingsflader. 
Kun ganske lidt af de gamle kalkmalerier er draget frem, men gjord- og ribbebuer er dekorerede. Den eneste egentlige billedlige fremstilling forestiller de fromme duer (eller gæs?), som hænger den lumske ræv. På en af hvælvingskapperne finder vi biskop Jens Iversen Langes våbenskjold. Han var biskop i Århus 1449-82. 
På nordvæggen er frilagt en af de gamle romanske vinduesåbninger. I tårnrummet er indbygget et rundt trappetårn, der som noget unikt er afrundet i kubeform foroven. 
Af inventaret i Lyngby kirke bør særligt fremhæves det ældste, nemlig døbefonten. Den er meget smukt udhugget med dyremotiver på soklen og bladranker på fontens sider - og så i øvrigt med de karakteristiske dobbelte tovsnoninger, som afslører, at det er et værk af den kendte stenmester Horder, som i sidste halvdel af 12. århundrede har udført en række arbejder på egnen.

Altertavlen er i bruskbarok, skænket i 1666 af Math. Reinfranch til Fævejle, hvis datter og svigersøn, Elisabeth Margrethe Reinfranch og sognepræst, mag. Fr. Thomsen Lyngby, lod den staffere i 1696. Se i øvrigt nedenfor!
Til alteret hører en messehagel, hvis sølvtrådsbroderi er fra 1725. I en niche ved siden af alteret står en skibsklokke fra 1682. Den har tidligere tjent som kirkeklokke, ophængt i øverste tårnåbning mod syd. Den blev afløst af klokken i den vestlige tårnåbning, som var i brug til 1975, da Lyngby Kirke ved en testamentarisk gave fra frk. Hansigne Hansen, Vorup, tidligere Lyngby, fik skænket to meget velklingende og smukt afstemte klokker.

Prædikestolen er i renæssancestil fra omkring år 1600. Stolestaderne, med herskabsbænke øverst, er skænket af sognepræst Niels Sørensen Nykirk, farfader til førnævnte Fr. Thomsen Lyngby. De førhen meget umagelige bænke blev ved de seneste restaureringer ombyggede, så de beholdt deres oprindelige præg, men samtidig blev antagelige at sidde på. I kirken er ophængt epitafium og maleri over Niels Sørensen Nykirk og hans eftermand i såvel embede som ægteskab, Svend Sørensen Leth. Maleriet er omdannet til præstetavle.

Af ligstenene i tårnrummet er især den ene interessant. Den er brudt i to stykker. Tidligere lå den på kirkegården ved siden af den i våbenhuset opstillede sten. Den er fra omkring år 1400, over Andreas Eyson, ejer af Fævejle.

Kirken og Fævejle 
Indtil nyeste tid har Lyngby Kirke tilhørt de skiftende ejere af Fævejle, som ligger nord for byen ved bredden af det nu udtørrede Kolindsund. Første gang Fævejle nævnes i skriftlige kilder, er i 1428, da to væbnere sælger Fævejle. De var gift med to søstre - er det disse søstre, som sagnet om Lyngby Kirke er tillagt? - som havde arvet det efter Andreas Eyson. I tiden op til reformationen tilhørte Fævejle Århus bispestol. Her findes forklaringen på Jens Iversen Langes våbenskjold i kirken. Senere blev Fævejle krongods. En overgang var det præstegård, idet den sidste abbed i Øm Kloster, Jens Simensen, fik Rosmus Sognekald. Da Rugård bortskiftedes, i 1579, lod man ham, for at holde ham skadesløs, bytte kald med sognepræsten i Lyngby-Albøge, dog således at denne beholdt Albøge Sogn og Lyngby præstegård, mens Jens Simensen fik Fævejle som bolig. 
I 1664 købte Matheus Reinfranch Fævejle. Han var gift med enken efter Mikkel Nansen, Københavns berømte borgmester Hans Nansens søn. Hun havde to døtre, Karen, der blev gift med selveste Griffenfeld, og Elisabeth Margrethe, som 12 år gammel blev trolovet ved en overdådig fest i Griffenfelds hus til en søn af Frederik d. III's kansler, Theodor Lente. Efter Griffenfelds fald slog den unge Lente imidlertid op. Og Elisabeth blev så i 1685 gift med sognepræsten i Lyngby, Frederik Thomsen Lyngby.

I 1681 oprettedes baroniet Høgholm, omfattende bl.a. Fævejle og Lykkesholm i Lyngby Sogn. Om samhørigheden med baroniet vidner bl.a. alterskrankerne i Lyngby og Albøge Kirker. 1766 ejer generalløjtnant Johan Fr. Sehested baroniet. Efter hans død førte hans enke, Pauline Sehested, baroniet videre til dets ophævelse i 1802. 
Siden 1833 har Fævejle været i slægten Mønsteds eje. Ejerskiftet da markeres i kirken af den gamle klokke, som blev omstøbt 1834.

Lyngby Kirke er senest restaureret i 1997. Ved denne lejlighed åbnedes den gamle dør mellem koret og den gamle sakristi, som nu har dobbeltfunktion, dels som kapel, dels som sakristi.